Så er det igen blevet tid til ”Nyt fra bestyrelsen”. Som tidligere beskrevet vil vi nogle gange om året udgive et nyhedsbrev, hvor vi vil fortælle lidt om, hvad der foregår i foreningen – set med bestyrelsens briller.
Ferien er ved at være slut for de fleste og foreningens sommeraktiviteter er allerede gået i gang igen. Bestyrelsen er også kommet i arbejdstøjet, og vi glæder til et spændende efterår.
Cafeteriet
Det har længe været vores ønske at skabe mere liv i klubhuset i forbindelse med vores aktiviteter. Selvfølgelig for at øge omsætningen i køkkenet, men i højere grad også for at skabe større relationer til vores medlemmer og ”booste” foreningsfølelsen. Det er rigtig svært at finde frivillige til at tage del i arbejdet omkring klubben, og derfor er vi også utrolig glade for at Rie Andersen og Rikke Østerballe har sagt ja til at stå for cafeteriet. De har fået frie hænder til at gøre, hvad de kan for at udvikle køkkenet, skabe mere liv og (selvfølgelig også) øge salget. Jeg håber mange vil bakke op og måske endda tage en vagt i ny og næ.
Mere fokus på ungdomsarbejdet
I den nye bestyrelse har vi – lige siden vi blev valgt tilbage i april – haft ungdomsarbejdet som indsatsområde. Det er vigtigt for os, at der kommer betydeligt mere fokus på vores ungdomshold, om det så er fodbold eller gymnastik eller noget helt tredje. Derfor har vi besluttet at øremærke flere penge til netop ungdomsarbejdet. Helt konkret vil halvdelen af overskuddet fra salget i cafeteriet fremover gå til aktiviteter til gavn for vores ungdomshold (I 2012 ville det have været ca. 6.000 kr.). Det står åbent, hvad pengene helt præcist skal bruges på, det vil være op til forældrene eller andre, der har gode idéer. Det eneste vi ønsker er, at det kommer vores børne- og ungdomsmedlemmer til gode på tværs af alder, hold og aktiviteter.
Vi skal bruge flere frivillige…
Ja, og så er der selvfølgelig stadig den gamle sang om at vi har brug for flere frivillige til at tage del i ansvaret og opgaverne omkring foreningen. Der er mange gøremål og mange der allerede gør en stor indsats. Men der er brug for flere! Samtidig er vi klar over, at familielivet vægter høj og derfor vil vi arbejde på, at man i højere grad kan være sammen som familie, når man er aktiv i foreningen. Der bliver færre og færre ildsjæle og vi skal væk fra, at man forpligter sig langt ind i fremtiden, når man gerne vil gøre en frivillig indsats. Og her kommer omkvædet; Så kom endelig ud af busken, der er brug for alle, uanset hvor meget eller lidt du kan og vil bidrage med. Og tag gerne din familie med.
Gærums 125 års Jubilæum
Idrætsforeningen er naturligvis også involveret i Gærums 125 års jubilæum. Vi arrangerer bl.a. sodavands-diskotek på skolen om fredagen i festugen. Her kan byens børn og unge få sig en hyggelig aften sammen.
Sidst, men ikke mindst…
Du har spørgsmål til bestyrelsen, lyst til at hjælpe eller andet, så tøv ikke med at kontakte os. Du kan finde os her.
Bestyrelsen